Vikinge Grand Prix nr. 2 i Struer


Den kraftige vind, der var lovet, udeblev. I stedet blev det regnvejr til at starte med, og senere brød solen igennem og det blev det flotteste efterårs-sejlervejr man kan tænke sig. Derfor var det alt i alt perfekte forhold til 2. vintertræningssamling i Limfjordskredsen, der igen blev afholdt i Struer.

19 sejlere var mødt op, og mens regnen stadig slog mod ruden, blev der varmet op i klubhuset med træningsøvelser, der skal styrke ryg- og benmuskler og forhåbentligt forhindre skader ved jollesejlads. Annette Olesen, kredsens fysioterapeut, stod for denne afdeling.

Der var 12 optimistjoller på vandet i to kategorier: A/B sejlere; samt C-sejlere. De øvede blev efter et skippermøde sendt på vandet for at øve starter. Sejlerne skulle line op, og først når alle lå på linje, fik de lov til at starte. Nogle gange måtte de prøve både 3 og 4 gange, før træner Karina Pedersen var tilfreds. Der var også handicapsejlads på en butterfly-bane. A-sejlerne skulle starte 30 sek. Efter B-sejlerne og forsøge at hente dem. Det var ikke helt nemt.

Der deltog 7 sejlere i europa- og Laser. Det er kort sagt alle kredsens aktive sejlere i enmandsjoller. Jollesejlerne havde bl.a. opvarmning med rullende starter på en ultra kort bane. Hvert 3. minut gik der en start.
Man skal bare lige op og runde et krydsmærke og så tilbage og starte igen. Det hele skal nås på 3 minutter, for så er det tid at starte igen. Der blev svedt lidt under den øvelse! Derudover blev der også øvet bomninger på en butterfly-bane.

2. sejlads i Limfjordskredsens Vikinge Grand Prix blev sejlet efter træningen. Jan Madsen, Skive, vandt optimistløbet med Anne Mette Laugesen, Sallingsund og Kathrine Mølbjerg Olesen, Struer på hhv. 2.- og 3. pladsen. Alice Bjerre Knudsen vandt løbet for B-sejlere.
Et slagmærke var drevet, og der blev lidt forvirring, da der nærmest skulle sejles bidevind (op) til bundmærket. Der blæste omkring 5-8. m/sek fra SV og solen skinnede efter regnen. Rigtigt godt kapsejladsvejr!
Kasper Sejersen, Skive, vandt sejladsen for Laser- og Europajoller med Kirsten og Jens Christian True, Struer, på hhv. 2.- og 3. pladsen.

Efter sejladsen var der frikadeller og kartoffelmos til sejlerne i klubhuset. Det var bare guf til sultne sejlere! Lige nu er der vinterpause i kredsen. Næste træningssamling er lørdag den 24/2 i Skive. Men nogle sejlere fortsætter træningen i Ålborg Kraftcenter og enkelte tager til julesejladsen "SailXtremas" i Kerteminde i december.

John L


SE SOM LYSBILLEDSERIE
GÅ TIL BILLEDE-OVERSIGTEN


SE SOM LYSBILLEDSERIE
GÅ TIL BILLEDE-OVERSIGTEN